Historien om Pinkster

Siden jeg som ung så filmen Pink Cadillac, har jeg drømt om at anskaffe sådan en bil.

I efteråret 2002 - efter flere års søgning - fandt jeg endelig bilen og kunne realisere drengedrømmen. At jeg fandt bilen, var et rent tilfælde. Jeg havde nævnt ønsket over for en svoger, som helt tilfældigt en dag så bilen med den rigtige farve. Desværre var det ikke en Cadillac, men en Buick Invicta Cabriolet - dog opfyldte den mit andet krav – den havde vinger!
Bilen havde sin egen hjemmeside, hvor den kunne studeres i alle leder og kanter. Den havde blandt andet været flittigt brugt til reklame og bryllupskørsel.

Efter det nødvendige besøg i banken medbringende et billede af vidunderet, blev pengene bevilliget, og 2 minutter efter havde et telefonopkald sikret mig vidunderet. På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke set bilen ”live”, og sælgeren mente, at jeg var kulret i kasketten. Han insisterede på, at jeg først kom forbi til syn og prøvekørsel. Dette var jeg dog ikke enig i og insisterede på at gennemføre købet – og sådan blev det.

Efter en meget lang uges ventetid kom så endelig dagen, hvor kæresten og jeg skulle til Vemmelev og hente vidunderet. Solen skinnede, og i indkørslen stod den så og strålede os i møde. Den var top-shinet og lignede noget, der absolut matchede min drøm.
Det praktiske blev hurtigt ordnet, og jeg fik en lille tur med Heine som instruktør. Da jeg aldrig havde prøvet at køre med automatgear, blev den første opbremsning med begge fødder nærmest en opklodsning!

På hjemturen blev vi temmelig overraskede over den furore, bilen skabte. Overalt standsede folk op og måbede. Under kørslen blev der konstant dyttet og vinket. Under påfyldning på tankstationen stoppede alle andre deres forehavender kun for at kigge på bilen. Jeg kunne ikke undsige mig stor stolthed over, at være den heldige ejer af sådan en bil. Jeg kunne dog ikke nyde det i fulde drag, da jeg havde rigeligt at gøre med at manøvrere den brede bil, og jeg husker, hvordan sveden løb ned ad mig.

Hjemme på gården stod familien klar til modtagelse, og jeg husker det kæmpesmil, jeg havde om mundvigende, da jeg trillede ind på gårdspladsen.

Den første weekend kørte vi omkring 800 km, og næsten hele tiden med kluden nede. Det tog dog en rum tid at vænne os til al opmærksomheden, som bilen skabte overalt. Der blev ingen form for privatkørsel, da alles øjne konstant overvågede vores mindste bevægelser. Den næste problem, var tilvænningen til alle de mange spørgsmål, som vi blev stillet, så snart bilen var bragt til standsning. Min viden om bilen var endnu ret begrænset, så jeg havde svært ved at tilfredsstille folks nysgerrighed. Hjemme igen måtte jeg igang med at sætte mig ind i alle detaljerne omkring bilen. Jeg fandt blandt andet ud af, at dette eksemplar var det eneste i Danmark.

Efter 3 måneder kom vinteren alt for tidligt, og bilen måtte klodses op for vinteren. Det blev en lang vinter med mange lange blikke over mod garagen. Endelig kom foråret og bilen, kunne trækkes frem igen. Desværre var kæresten i mellemtiden blevet alvorligt syg, så det blev småt med køreture. På en af de få køreture gik gearkassen i stykker, og det tog flere måneder, at skaffe en anden fra Sverige. Så alt i alt blev det et meget skidt køreår. Min kærste fik fred i september 2003, så hun nåede ikke mange køreture, men jeg er lykkelig for de ture, hun og jeg nåede sammen.

Her i foråret 2004 er bilen allerede klargjort, og har været på landevejene adskillige kilometre. Jeg håber, at jeg får kørt rigtig mange timer i år.

Ses vi på landevejen - så giv et dyt!

Uffe